Når relationer skaber ledelse 

Af Anders Levinsen (2009)
 
Ledetråden i Open Fun Football Schools er, at ”vi gør som vi gør, fordi det virker!”. Men eftersom Cross Cultures – organisationen, der står bag fodboldskoleprogrammet - har været blandt de første og sandsynligvis også de største indenfor sektoren: Idræt og forsoning og eftersom sport aldrig har været anerkendt som redskab i humanitære operationer, så har Cross Cultures ikke haft tilsvarende organisationer som ledetråd. Cross Cultures har derfor været nødt til at gå egne veje. Ofte har det været knappe ressourcer og ”tilfældigheder”, der har hjulpet programmet på vej. I dette essay fortæller Anders Levinsen om fodboldskoleprogrammets udvikling fra en personlig mission, til dét, programmet har udviklet sig til i dag:  En humanitær organisation og en bevægelse på Balkan og i Trans Kaukasus.

 

I sommeren 2009 står Cross Cultures over for at skulle gennemføre 150 Open Fun Football Schools for ca. 30.000 piger og drenge i alderen 7-11 år på Balkan, i Trans Kaukasus (inkl. Moldova) og i Mellemøsten. For at kunne gennemføre Open Fun Football Schools-programmet skal vi uddanne ca. 3.000 frivillige ledere og trænere i vores særlige koncept på regionale seminarer af 3-5 dages varighed. Desuden skal vi engagere mindst ligeså mange frivillige trænerassistenter og club-officials. Lægger man dertil tusindvis af børn, der deltager i vores en-dages Fun Football Festivals, børnenes forældre, de mange fodboldklubber (ca. 400) og myndigheder (ca. 300 kommuner og 300 folkeskoler) vi samarbejder med, kommunikerer Open Fun Football Schools direkte med flere end 100.000 personer.

 

Fodboldskolernes spæde start
Det var ikke planen i 1998, dengang jeg fik ideen til at bringe den danske sommerfodboldskole-model til Bosnien. Jeg ønskede at bruge DBUs sommerfodboldskole som redskab i den vigtige forsonings- og genopbygningsproces i Bosnien. Men det var samtidig også et personligt projekt.

 

Jeg havde i en ganske ung alder været leder af FN’s nødhjælpsarbejde i det centrale og nordøstlige Bosnien (1992-93). I den sammenhæng havde jeg bl.a.  forhandlet lokale fredsaftaler, været holdt tilbage af krigens parter, været skudt efter af snigskytter i Sarajevo og det Centrale Bosnien, og set rædslerne af flere massakrer.
 
Da jeg kom hjem til min familie i Danmark, brugte jeg et par år af mit liv - og deres - med at ligge på sofaen og have ondt af mig selv på grund af de oplevelser, jeg havde været igennem. Jeg havde populært sagt brændt mit liv i begge ender, og jeg havde et personligt behov for at komme tilbage, møde mine gamle venner med henblik på at få en fornemmelse af fredsprocessen og for at lukke mit personlige ”Balkan-kapitel”. Det er derfor lidt specielt at sidde i min stue i dag – 12 år senere – med et kopi af et brev jeg skrev til vores frivillige ledere tilbage i 1998, hvor jeg takkede dem for en formidabel indsats og fortalte, at det nu var op til dem at føre projektet videre, hvis fodboldskolerne skulle have en fremtid i deres land. Jeg skulle videre i mit liv.
 
Sådan gik det heldigvis ikke. Min gode ven og kollega Esad Hadzijusofovic ringede til mig, da han modtog brevet, og sagde, at jeg under ingen omstændigheder måtte trække mig fra projektet, fordi fodboldskolerne havde præsteret så mange meningsfulde aktiviteter, som landet havde brug for.

 

Konflikter og krig
Har man én gang levet i krig vil man opleve at krig og konflikter, der håndteres med vold og trusler, har sin egen dynamik. I Bosnien (1992-93) oplevede jeg på nærmeste hold, hvorledes volden eskalerede fra ingenting til det rene vanvid, og hvorledes krigen rev land og folk itu.
 
Krigen i Bosnien var ikke en konventionel landkrig, hvor to eller flere lande kæmper imod hinanden hen over en given frontlinie. Naturligvis var Bosnien gennemskåret af mange fronter, som de forskellige befolkningsgruppers soldater forsvarede. Men det var en borgerkrig, der først og fremmest blev ført bag ved fronten med midler som Verden lærte at kende som ”etnisk udrensning”. Det var en krigsførelse, hvor magtmenneskene brugte vold, frygt, had og chauvinistisk nationalisme som middel til at fordrive minoritetsgrupperne for at opnå fuld kontrol over et bestemt territorium – midler, som har fremkaldt de mest destruktive følelser, og som har gravet dybe kløfter mellem stridende parter og har fået konflikterne til at eskalere med endnu mere hævn, vold, barbari og ødelæggelse.
 
Som den berømte snebold voksede volden og konflikterne i Bosnien sig større og større, jo længere den varede. Krigen og volden havde med andre ord sin egen dynamik, der bygger på følelser som frygt, had og hævn – følelser der bor i os alle og som giver næring til en chauvinistisk nationalisme. Og det var min klare oplevelse, at da krigen først brød ud, spillede de konkrete handlinger, volden og ”den nationale krigspsykose” en større rolle for krigen og dens udvikling end de etniske, historiske eller religiøse årsager, man så ofte hører som forklaring på striden.

I Bosnien lærte jeg at konfliktløsning og nødhjælp ikke alene handlede om at distribuere mad og anden nødhjælp til krigens ofre. Hvis man ønsker at bruge nødhjælp proaktivt som et middel i konflikthåndtering, handler det i lige så høj grad om, at man som hjælpearbejder bruger nødhjælpen som et aktivt middel til at dæmme op mod volden og dæmoniseringen og gøre livet så besværligt for de krigsførende parter som muligt. Dette kan man eksempelvis gøre ved at etablere distributionssystemer, projekter og strukturer, der har til formål, at bygge bro og knytte bånd på tværs af de stridende grupperinger.

 

Fodboldskolerne idé
Open Fun Football Schools er bygget på erfaringerne om, hvad krig er og hvorledes krig og vold deler mennesker. Selvom der er indgået en fredsaftale, selvom diverse check points er fjernet og soldaterne er trukket væk fra fronten, så bor krigens rædsler, angsten og ”dæmonerne” stadig inde i folks hjerter. Vi kan alle huske dét sted og dén situation, hvor snigskytter eller fjenden skød efter os. Vi kan alle huske konkrete begivenheder og hændelser fra krigen, der knytter sig til konkrete hændelser og steder, og som stadig gør os bange for og utrygge ved at vende tilbage.

 

Meningen med Open Fun Football Schools er, at vi bruger vores fodboldskoler og vores særlige pædagogiske ”fun-fodbold-kocept” med det formål ”at bygge bro” og ”knytte bånd” – venskaber og sportssamarbejde - imellem børn og voksne fra forskellige befolkningsgrupper, der lever adskilt på grund af krig og konflikter. Vi ønsker at anvende Open Fun Football Schools som et redskab til forsoning mellem børn og voksne fra forskellige befolkningsgrupper.

 

En afgørende hændelse...
Der har været mange skelsættende situationer, der har haft afgørende betydning for Open Fun Football Schools og vores succes.
 
I sommeren 1999 blev vi kontaktet af nogle bosnisk-serbere, der var utilfredse med at vi ikke havde planlagt en fodboldskole i den serbiske del af Sarajevo. Vi kunne selvfølgelig godt følge dem i deres standpunkt, og vi besluttede derfor at organisere en ekstra Open Fun Football Schools i den serbiske del af Sarajevo – Lukavica – men kun og under forudsætning af at skolen blev balanceret ligeligt mellem børn og trænere fra hhv. den muslimske og den serbiske del af byen.
 
Da dagen kom, hvor skolen skulle starte, tog vi ud for at hilse på børnene og de frivillige trænere. Vi havde forventet at se 200 drenge og piger iført ens kasketter og t-shirts i fuld leg med deres frivillige trænere. Men det var ikke dét syn, der mødte os. På banen var der godt nok 200 børn, der styrtede rundt, men de løb alle i én stor klump efter de samme 4 fodbolde. Der var endnu ingen børn, der havde fået udleveret deres t-shirts, og det værste var, at alle de frivillige trænere sad rundt om et bord i den nærliggende sportscafe og drak kaffe og slivovic. – Det kan godt være, at der stod røg ud af ørerne på mig, men kun lige indtil den bosnisk-serbiske skoleleder tog mig i armen og sagde: ”Rolig, Anders! Da vi mødtes i morges for at sætte banen op, blev vi klar over, at trænerne for bare fire år siden havde ligget på hver sin side af den samme frontlinie og skudt på hinanden. De genkendte hinanden på stemmerne!” Skolelederen mente derfor, at det var bedst, at de startede dagen med en forsonende snaps på cafeen.
 
Vi gik derfor ind på cafeen og drak en kop kaffe med trænerne, mens vi introducerede dem til vores leder- og trænermanual. Derefter gik vi ud til børnene i samlet flok og satte en skole op. Set ud fra et teknisk synspunkt var det måske ikke den bedste skole, vi har organiseret, men det blev derimod en hel fantastisk skole med en meget speciel stemning. For det første dansede trænerne begejstret rundt med børnene i lange rækker på kryds og tværs af banen, og for det andet blev det måske den bedst besøgte fodboldskole, vi har afviklet til dato.
 
Hver dag kom der flere og flere af vores frivillige trænere ”fra den anden side”. De havde ikke nogen funktion som ledere eller trænere på skolen. Men de satte sig stille og roligt i små grupper i skyggen, imens de hyggede sig ved at se børnene lege sammen. Og som dagen forløb gik de stille og roligt rundt og hyggesnakkede med forældre og trænere, og det var tydeligt, at de nød at være tilbage ”på den anden side”. Her så vi virkelig hvorledes mange af vores frivillige brugte vores fodboldskoler som et åndehul, der gav dem lejlighed til at krydse tidligere frontliner
Det var ved den lejlighed at vi ”opfandt” vores ”twin-city-concept”. Det vil sige, at vi fra den dag har gjort det til et ufravigeligt krav, at man, for at få lov til at organisere en Open Fun Football School, skal gå sammen med venner ”fra den anden side”, således at hver eneste Open Fun Football Schools i dag består af børn og voksne fra minimum to kommuner og tre fodboldklubber, der til dagligt lever adskilt på grund af etniske, sociale eller politiske konflikter. Og såfremt skolerne er placeret i tidligere krigsområder – hvad de ofte er – vil de som hovedregel være organiseret af frivillige trænere, der i bogstaveligste forstand har skudt på hinanden. På samme måde som de fleste børn på skolen vil være børn af forældre, der har været aktive under krigen.

 

....og endnu en
En anden begivenhed, der ligeledes har haft afgørende betydning for måden vi har bygget organisationen og programmet på, skete allerede i foråret 1999, da vi skulle forberede årets Open Fun Football Schools. Vi havde planlagt et seminar for de kommende fodboldskoleledere, hvor vi skulle introducere dem til vores idé, demonstrere vores lege og måde at organisere de respektive fodboldskoler på, og endelig skulle vi diskutere, hvorledes vi bedst kunne bruge årets fodboldskoler i fredens tjeneste.
 
Vi havde ikke mange penge til rådighed, og eftersom jeg selv har spillet fodbold på højeste niveau i Danmark og trænet nogle af landets bedste ungdomsspillere, havde jeg planlagt at skulle være leder for hele seminaret – altså ”eksperten”, der skulle vise, forklare og fortælle, hvordan de skulle gøre.
 
Der var dog et forhold, jeg ikke havde taget højde for, og det var, at 2 dage før jeg skulle rejse, sagde min hustru til mig, at jeg kun fik lov til at rejse rejse, såfremt jeg tog vores datter, Amalie på 1 ½ år, med. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre at undervise med et blebarn på armen, og derfor tog seminaret en anden form end planlagt.
 
Heldigvis havde Amalie faste sovetider, så når hun sov til formiddag, eftermiddag og aften lagde jeg hende på et tæppe under katederet, imens jeg benyttede ”sovetiden” til at sige nogle af de bevingede ting, jeg havde planlagt hjemmefra. Eller rettere, jeg kunne højst snakke i en ½  –time. Dernæst pegede jeg på nogle af lederne og bad dem forberede og gennemføre nogle af de lege, jeg havde planlagt hjemmefra, når Amalie vågnede.
 
Til min store og glædelige overraskelse oplevede jeg, at vores skoleledere tog ansvaret på sig, og jeg oplevede, hvorledes de, uden at spørge, kasserede de fleste af ”mine” lege og boldøvelser, enten med en begrundelse om at øvelserne var for svære for børn, eller også var de ikke sjove nok. Jeg indså derfor hurtigt, at det slet ikke var mig, der var ”eksperten” i dette selskab, og vi besluttede derfor på stedet, at vi fremover ville opbygge et korps af lokale instruktører, der havde til opgave at udvikle programmet og ikke mindst udvikle vores særlige ”fun-fodbold-koncept”. Et koncept, der hverken er fodbold eller leg i klassisk forstand, men derimod fodboldrelaterede lege, der skal være sjove, nye, kreative, og som har til formål at give deltagerne nogle gode oplevelser sammen og få børnene til at elske at spille fodbold.
 
I dag er vi i alt ca. 180 instruktører med forskellige baggrunde fra 12 lande, og de seneste 10 år har vi været på en hel fantastisk rejse, hvor vi med barnet i centrum har udforsket  ”idrættens kvaliteter”. Vi har sammen opbygget en uformel platform i lokalsamfundene, hvor mennesker med forskellig baggrund kan mødes og interagere om en fælles interesse: Børn – velfærd – fremtid og udviklingen af børnefodbold.

 

Skred i udviklingen af fodboldskolerne
I 2001 meddelte Danmarks udenrigsministerium, at de gerne ville støtte vores projekt, men kun under forudsætning af, at vi gjorde projektet regionalt, dvs. at vi også startede det i nabolandende. Fodboldskoleprogrammet begyndte at tage en form, hvor vi gik fra at være et ”personligt projekt” til opbygning af en organisation. Vi havde derfor forberedt et organisations- og strategiseminar, hvor vores lokale instruktører skulle udvikle foreningens mission, vision, strategiske mål m.v. Kurset var tilrettelagt og blev faciliteret af DBU’s uddannelseschef Poul Gilling. Vi var i alt 54 personer, og hjemmefra havde vi aftalt, at vi skulle arbejde organisationen frem ved hjælp af narrative metoder – story telling. Det blev på mange måder også et mindeværdigt kursus.
 
Som sædvanlig startede vi med at spille en lille fodboldturnering hvor man skifter hold efter hver kamp, så alle kommer til at spille med alle, den såkaldte ”Bon Bon Cup”. Dernæst bød jeg velkommen. Efter middagsmaden kom Poul Gilling hen til mig og sagde: ”Anders, vi er nødt til at lave en aftale. Når jeg nu tager over i morgen, så må du ikke sige noget. Du må kun sige noget til mig i pauserne, og du må ikke blande dig i diskussionerne! Dine instruktører er for autoritetstro og der er for mange, der ikke tør sige noget, når du er på banen!”
 
Puh ha....... der stod jeg og var drivkraften og idemanden bag Open Fun Football Schools. Nu stod vi lige over for skulle opbygge grundlaget for organisationen, som jeg var initiativtager til og leder af, og så måtte jeg ikke deltage i diskussionerne...... Ja, da vi skulle diskutere foreningens vision, blev jeg sågar sendt uden for døren! Det var skrap kost. Og det blev ikke mindre skrapt, da jeg blev kaldt ind og forsamlingen stolt fortalte foreningens fremtidige vision (vision: det vi kan se, men ikke nå):
 
 a) vi vil være en bevægelse i regionen og
 b) vi vil være en bevægelse i verden!
 
”Hold da op”, tænkte jeg......skulle vi ikke lige få lavet sommerens fodboldskoler først og se hvor langt bukserne holdt.
 
Lidt senere skulle instruktørerne bygge organisationen i lego. Jeg mente det var et lidt billigt ”konsulent-gimmick”, men jeg  blev meget klogere. For det første havde de her voksne mænd ikke prøvet at lege med lego før. Det var derfor fantastisk at se deres glæde og iver og høre deres grin, når de satte klodserne sammen på forskellig måder. For det andet blev det helt overvældende, da de skulle præsentere deres lego-installationer for hinanden. Det var alt sammen figurer af huse med åbne vinduer og døre ud imod verden, så man kunne invitere folk indenfor. Der var diverse broer og mobiler, der skulle bruges til at bygge bro og skabe kommunikation imellem mennesker i konfliktfyldte områder.
Og så var der en særlig installation. Det var en mobile, der både kunne køre, sejle og flyve. Rundt om mobilen løb børnene rundt og legede med trænerne, der alle havde antenner på hovedet, så de kunne opfange nye og kreative ideer og kommunikerer med børn og venner fra andre lande i konfliktfyldte områder. På ”broen” stod der to mænd, der hver havde en kuffert i hånden. Den ene havde en stor antenne på hovedet. Det var en instruktør. Hans kuffert var fyldt med kreativitet, nye og gode ideer, kommunikation og kærlighed til børn og fodbold. Den anden havde en høj sort hat på hovedet – det skulle illustrere mig. Min kuffert var fuld af donorernes penge!
 
Vi grinede, fortalte historier og sang så tårerne trillede. Selvom visionerne var vidtløftige og organisationsmodellerne meget abstrakte og ikke lod sig tegne i et almindeligt organogram, så mener jeg, at vores organisation i dag er bygget op med den største respekt for disse installationer. Dvs. at vi i fællesskab har bygget et program og en organisation, der i dag fremstår som en bevægelse i regionen drevet frem af frivillige, og hvor den væsentligste drivkraft består at de frivilliges kreativitet, glæde, energi og kærlighed til børn og fodbold.
Seminaret lærte mig bl.a. at story telling som metode er et fremragende værktøj i forbindelse med organisationsudvikling, som vi har gjort stor brug af siden hen. Det er især et fremragende værktøj, der kan bruges til at illustrere og anskueliggøre meningen med aktiviteten og organisationen, for når vi fortæller historier for hinanden, lever vi os ind i fortællingerne og vi gør dem nærværende og personlige. Vi plejer at sige, at det er fortællingerne, der giver Open Fun Football Schools kræfter.
 
Desuden lærte seminaret mig, at hvis vi ønsker at motivere frivillige ledere og trænere til at tage ansvar og ejerskab for vores program, så nytter det ikke noget, at vi kommer fra Danmark og beder de frivillige virkeliggøre vores visioner, værdier, strategier og handlingsplaner og gøre tingene ”på vores måde”. I stedet er det vores opgave, at bringe folk sammen fra forskellige befolkningsgrupper om ”noget” de har tilfælles – kærlighed til deres børn og glæden ved at spille fodbold. Og dernæst gælder det for os om at bruge vores mange forskelligartede aktiviteter til at få deltagerne til at knytte bånd og venskaber.

 

Styringsredskaber i Open Fun Football Schools
I mange år har jeg skulle svare på, hvad Open Fun Football Schools er for en størrelse, og hvorledes vi er organiseret. Er vi organiseret som en traditionel hierarkisk organisation, en stjernemodel, en spagettistruktur, et edderkoppespind eller hvad? På samme måde har mange af mine konsulentvenner og kolleger forsøgt at rubricere min ledelsesstil – er jeg mest ”integrator”, ”administrator”, ”entreprenør”, ”fornyer” eller noget helt andet, afhængig af hvilke ledelsesværktøjer, de arbejder efter.
Jeg har aldrig været i stand til at give et præcist svar, fordi jeg synes, at Open Fun Football Schools er lidt af hvert, og fordi der forskellige steder i organisationen findes forskellige organisationsformer. På samme måde har jeg svært ved at rubricere mig selv  som værende det ene elle det andet. Jeg kan derimod bedre fortælle, hvad et er for styringsredskaber, organisationen og jeg selv har til rådighed og bruger i forskellige situationer. Og når alt kommer til alt er det i sidste ende mere redskaberne, der styrer organisationen, end det er mig – jeg mener, at det er fysisk umuligt for mig som leder at besøge bare en tiendedel af vores konkrete aktiviteter. Organisationen har derimod implementeret en række styringsredskaber, der sætter vilkårene for mit arbejde som leder. Arbejder vi eksempelvis med vores frivillige ledere og trænere, anvender vi i organisationen et sæt af styringsredskaber. Arbejder vi derimod med bestyrelse, donorer eller økonomi anvender vi naturligvis andre styringsredskaber.

 

I mine øjne handler ledelse om, at man som leder ønsker at få kolleger til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort. I vores sammenhæng beder vi tusindvis af frivillige ledere og trænere om at hjælpe med at bygge bro og knytte bånd mellem  børn og voksne, der lever adskilt p.g.a. en given etnisk, politisk eller social konflikt. En forudsætning, for at vi kan lykkes med vores arbejde, er derfor, at der er lokale -  frivillige - der  synes, at Open Fun Football Schools er en god idé, og som ønsker, at engagere sig i vores aktiviteter. Hvis man i denne sammenhæng spørger lektor Bjarne Ibsen, hvad det er for faktorer, der i særlig grad motiverer folk til at gøre en frivillig indsats, svarer han, at der i denne sammenhæng er tre forhold, aktiviteten må leve op til:
 
1. der skal være et behov,
2. det skal give mening,
3. det skal være sjovt.
 
Det er altså en afgørende forudsætning for et program som vores, at aktiviteten giver mening. Hertil har vi udviklet en række metoder og workshops, hvor vi bl.a. bruger fortællingen som metode, som beskrevet ovenfor.
 
Dernæst handler det om, at vi bruger vores Open Fun Football Schools til at få folk med forskellige baggrunde til at mødes og knytte bånd. Vi kan som organisatorer naturligvis ikke diktere, hvad det er, der knytter de enkelte deltagere sammen. Men vi kan derimod organisere en række forskellige aktiviteter for både hoved og krop, der har til formål at skabe fællesskab og knytte bånd.
 
De første mange år var det fast procedure, at vi kaldte alle vores trænere sammen i en konferencesal på hotellet efter frokost, når det var for varmt til at være udenfor. Så holdt enten jeg eller en af vores instruktører lange ”kloge” foredrag om vores koncept og organisation, og skal jeg være ærlig, var det en succes, hvis vi kunne komme gennem seancen, såfremt der var mindre end ti personer, der tog sig en middagsblunder undervejs. Vi lærte derfor, at det både var sjovere og mere udviklende at afvikle ”eksperten” og i stedet spørge vores kursister om deres mening. Vi har derfor udviklet en række workshops, hvor deltagerne interviewer hinanden på kryds og tværs med spørgsmål som eksempelvis: Hvad er et godt miljø for børnene? Hvordan skaber man et godt miljø? Hvad er en god børnetræner? Hvordan kan man bedst støtte som forælder? ......osv. Altså spørgsmål, der tager deltagerne alvorligt, og hvor de møder hinanden på lige fod.
 
Gennem leg gør vi også meget ud af at bygge relationer med kroppen. En sjov leg kan både løse op for gruppedannelser og fordomme og den kan medvirke til at knytte bånd imellem deltagerne. Vi oplever eksempelvis tit, ved starten af et seminar, at deltagerne sidder grupperet hver for sig. Men når vi har været på banen og leget de første lege, sker der noget. Man sætter sig ved nye borde til middag, og den sidste dag, når vi har været på banen tre-fire gange, skal man være trænet for at se eller høre forskel på hvem, der hører til hvilken gruppe.
 
Som ledelsesværktøj gør vi meget ud af at bringe deltagerne sammen på kryds og tværs – både i teorilokalerne og på fodboldbanen, og vi har erfaret, at det altid er sjovest og mest givende, når deltagere med forskellige baggrunde blandes (Cross Cultures princippet). Det er oftest her de nye ideer og muligheder opstår.
 
Ifølge lektor Niels Thyge Thygesen CBS, er der mange ledere, ”der langt hen ad vejen tror på, at folk kun gider at ”rubbe røven”, hvis de blive skubbet på som en billard bold”. Dvs. at man indenfor ”traditionel ledelse” leder gennem positioner. Og det gør man bl.a. for at have kontrol over processen og sikre sig et bestemt output. Men i Open Fun Football Schools leder vi, ifølge Niels Thyge Thygesen, ikke i ”positionen”, men derimod i ”relationen”. Det vil sige, at vi organiserer et møde og vi faciliterer processer. I denne sammenhæng ved vi naturligvis ikke, hvad deltagerne melder tilbage. Vi har ingen kontrol over processen og som ledere ser vi det ikke som vores opgave at diktere deltagerne, hvad og hvordan de skal gøre, eller hvordan de skal leve vores værdier. Vi skal derimod lægge øret til jorden og lytte til deltagernes tilbagemeldinger, og så snart de kommer med nogle gode ideer eller synspunkter, der giver mening i vores sammenhæng, er det vores opgave at samle ideerne op og sætte dem i system.
 
Vi søger, med andre ord, at generere gode og kreative ideer fra alle hjørner af organisationen. En strategiudviklingsmodel, som Niels Thyge Thygesen kalder for ”omvendt strategi”. Man kan sige, at disse styringsredskaber handler om at frisætte de frivilliges engagement og kreative ideer så de passer til vores formål – altså styringsredskaber der i høj grad handler retter sig imod organisationens fremtid.
 
Set i forhold til de frivillige optræder lederen i disse sammenhænge mere i rollen som mediator og facilitator end den ”klassiske” leder, der fortæller sine medarbejdere hvad og hvordan de skal gøre. I denne sammenhæng er det derfor vigtigt at lederen 
 
• er synlig
• anerkender og værdsætter lokale initiativer
• viser, at  ”vi kommer her fordi vi VIL noget sammen”
• er autentisk, og brænder for de samme ideer som de frivillige
• at lederen bakker de frivillige op og støtter dem

 

Men lederen har naturligvis også en anden arbejdsrelation til donorer og bestyrelse. Denne relation har ofte en anden karakter, idet bestyrelse og donorer efterspørger mål og målbarhed, resultater, strategi og  regnskaber m.v. Det vil sige forhold, der ofte er bagudrettet og som handler om foreningens ”historie” i den forstand, at vi skal kunne dokumentere hvorledes vi har brugt vores bevillinger. I denne sammenhæng bruger vi naturligvis andre styringsredskaber.

Spin offs
Lad mig til sidst give et par eksempler på aktiviteter, der er vokset ud af vores program, som vi ikke har haft nogen indflydelse på overhovedet og som er genereret og skabt af vores frivillige ledere og trænere på egen hånd: I Armenien har vores kolleger udviklet et skoleprogram på egen hånd. De er lykkedes med at lave en aftale med fodboldforbundet og undervisningsministeriet i Armenien, der handler om at alle børn fra 3.-5. klasse samt alle studenter på idrætsakademiet skal have 32-timers fodbold på skoleskemaet. Eller rettere: De skal have 32 timer af et fag, der i den officielle læseplan hedder Open Fun Football Schools og som består af lege og idrætspædagogik, der baserer sig på vores principper og manualer! Idag er ”Open Fun Football School programmet” således introduceret og implementeret på flere end 400 folkeskoler, og i år vil yderligere 150 folkeskoler blive introduceret til faget af vores instruktører. Formelt set har skoleprojektet intet med Cross Cultures og vores Open Fun Football Schools at gøre, men personerne bag skoleprojektet er folk, der identificerer sig med vores organisation. Ideen til projektet er vokset ud af vores workshops og fodboldskoleprogram og de gør også brug af vores logo, trænertøj og manualer.
 
På samme måde arrangerer vores kolleger i Kroatien deres Open Fun Football Schools under parolen ”100 days for healthy lifestyle”. Kampagnen er medfinansieret af Novo Nordisk og Media Lab (Bayern koncernen). I Makedonien har vores kolleger med udgangspunkt i vores fun football koncept netop gennemført et projekt finansieret af den amerikanske ambassade under parolen Environment and Healthy Lifestyles. Osv. Osv.
 
Alle disse aktiviteter er ikke Open Fun Football Schools, i den forstand at ledelsen i Cross Cultures har været med inde over projekterne eller haft indflydelse på projekterne. På samme måde eksisterer der i dag hundredevis af små lokale projekter, der bliver udviklet og drevet af vores frivillige ledere og trænere og som bruger vores navn, manualer og logo til at gennemføre små projekter, der sandsynligvis bliver gennemført i en god sags tjeneste. Projekter som ikke nødvendigvis ligger indenfor Cross Cultures kerneydelse – at bygge bro og knytte bånd. Men de er alle gode eksempler på, hvorledes Open Fun Football Schools udvikler sig på dejlige og meningsfulde måder udenfor vores kontrol og medvirken. Altså at vi har leveret en ide og udviklet et program, der i dag har fået en volumen og genereret så meget begejstring og knopskydning i alle mulige og umulige retninger, som vi ikke har kontrol over, at man med rimelighed kan påstå, at vi har været så heldige at have fået, iværksat og udviklet en ide, der i mange tilfælde viser sig at være større end vores egen organisation.