Fodboldskolen i Srebrenica

 

Der blev ligesom lidt mere stille i den lille personbil efterhånden, som vi nærmede os. Tidligt om morgenen havde vi forladt Sarajevo. Humøret havde været fint. Også selv om de mange ar fra krigen - som stadig ses over alt i Sarajevo - ikke rigtig tillader en at le højt, så var der dog overskud til morsomheder imellem os på turen.

 

Vi var på vej ad landevejen gennem Bratunac til Srebrenica. Længe inden Bratunac så vi de første sønderskudte huse og landejendomme. Fra Bratunac og ned mod Srebrenica var der ingen af os tre, der sagde noget. Billederne uden for talte for stærkt. Hundredevis af bombede og smadrede huse. Ikke en væg på husene var uden stærke spor af maskingeværsalver. Det må have været et helvede, det her.

 

I Srebrenica kørte vi forbi mindeparken med de 2500 friske grave med ligene af de mennesker, der indtil nu er fundet i flere massegrave. Næsten 8000 mennesker omkom under massakren i Srebrenica for 10 år siden.

 

Videre gik det forbi fabrikskomplekset, hvor flere tusinde flygtninge troede, at de kunne føle sig sikre under de hollandske FN soldaters beskyttelse. De tog frygtelig fejl.

 

Da vi kørte her var ord overflødige – men så godt 500 meter længere henne ad landevejen var det hele med et som forandret. Et par hundrede børn i deres hvide t-shirts løb og spillede fodbold. En utrolig kontrast.
Dagen inden havde Irena, min tolk sagt: ”Hvad Srebrenica har brug for i dag for at komme videre, er børn der griner og leger”. Det gjorde de den dag i Srebrenica.

 

185 børn – heraf noget så usædvanligt 40 piger – var tilmeldt fodboldskolen, ”Open Fun Football School” som her foregik på byens lille primitive stadion. Nok så forunderligt var det, at der var både muslimske - som serbiske børn. At serbiske og muslimske børn kan lege og have det sjovt sammen i Srebrenica er et mirakel skabt af fodboldskolen, som målrettet ønsker nogenlunde lige mange af hver.

 

Opmærksomheden eller nysgerrigheden var også nået til Beograd, hvorfra tv og presse var mødt op på denne sensommerdag.

 

 

Børnene havde tilmeldt sig den ugelange skole efter opslag på deres skole, men ikke alle børn fik lov af deres forældre. Dertil var der for stor en indgroet frygt hos mødrene m.h.t. hvordan det skulle gå med blandingen af de to etniske grupper.
 

Det rygtedes, at det gik godt, så på skolens 2. dag mødte 25 børn op og ville være med og næste dag yderligere 50. Fodboldskolen var på bristepunktet, men børnene fik alle lov til at deltage. På en Open Fun Football School sender man ikke børn skuffede hjem.

 

De mange trænere havde forinden på et seminar været igennem en uddannelse, og lært, hvad børnefodbold er, så de kunne varetage denne opgave. To af trænerne var også ledere og trænere i den lokale klub, FC ”Guber” Srebrenica. De to, en serber og en muslim havde fundet sammen gennem fodbolden og kom nu også privat sammen, fortalte de mig. Det er også et lille fodboldmirakel på de kanter. I kantonen er det ellers almindeligt, at fodboldklubberne er for enten serbere eller muslimer. Nogle klubber havde dog medlemmer af begge etniske oprindelser, og så kan det forekomme, at serberne træner på den ene banehalvdel, mens muslimerne træner på den anden. FC ”Guber” havde fået udstyr fra CCPA, og de to trænere tillagde det æren for, at der igen er en klub på det gamle primitive stadion. Desuden havde frivillige hollændere været derude og havde renoveret klubhuset.

 

Fodboldskolerne på Balkan og i Kaukasus bliver organiseret fra Danmark og gennemført af det lokale kontor. I dette tilfælde under ledelse af Esad Hadzijusufovic og hans 3 ansatte på kontoret i Sarajevo. Esad boede i Sarajevo i de 4 år, hvor byen var under beskydning. 4 år, hvor indbyggerne ikke kunne gå uden for en dør uden risiko for at blive skudt af snigskytter eller komme for tæt på nogle af de granater, der regnede ned over Sarajevo.

 

Nogle dage inden skolen i Srebrenica, havde vi trænerseminar oppe på Jahorina bjerget – 30 km væk fra den stegende hede i Sarajevo. Her spurgte jeg Esad, hvorfor han med den baggrund gør alt det her for at bringe muslimer, serbere og kroater sammen – om han stadigvæk troede på det. ”Jeg vil aldrig opgive troen på det bedste i mennesker”, svarede han. ”Jeg kan ikke se de her mennesker som soldater. Der er store spændinger i Bosnien, men det er kun få mennesker, der ønsker krig, selv om jeg også godt ved, at der kun skal få til at starte en krig på Balkan igen”. Vi er utroligt glade for fodboldskolerne. De bringer så mange mennesker sammen. De er med til at vise vejen. Der er folk, der har skudt på hinanden, som nu er sammen om arbejdet med skolerne, men først og fremmest skal skolerne bringer børnene sammen - uanset, om de er kroater, serbere eller muslimer. Det er det eneste projekt, der involverer så mange etniske børn i Bosnien”.
 

På seminaret på Jahorina deltog 80 trænere, der fik en indførelse i børnefodbold. Trænerne, der kom fra Kroatien, Makedonien og Bosnien – såvel serbere som muslimer – havde det rigtig godt sammen. Under undervisningen, legen og foboldspillet spekulerede ingen på, hvor den ene og den anden kom fra. Det var en samlet gruppe, der hyggede sig sammen. Hyggen om aftenen, hvor der var levende musik, var også stor, men musikerne sørgede dog omhyggeligt for at 3 serbiske sange blev afløst af 3 kroatiske, 3 bosniske o.s.v. Der må ikke rodes op i de nationalistiske gløder.

 

På Balkan taler man meget om, at børnene er fremtiden og håbet. Fodboldskolerne har vist deres store betydning ved at få børnene til at grine, lege og spille fodbold sammen uanset etnisk herkomst.

De fleste er fattige i Bosnien. Arbejdsløsheden er på 60 %. I Srebrenica lever familierne i gennemsnit for 8-900,- kr. om måneden. De har ikke en chance for at finansiere fodboldskolerne selv. Jeg tillod mig som dansker at være en lille smule stolt og glad over, at den danske regering og det danske folketing støtter op om dette arbejde. Det er udviklingsbistand, der giver mening med perspektiv.

Børnenes glade ansigter på fodboldskolen i Srebrenica bekræftede dette.