Glem ikke børnene på Balkan

Af Jørgen Hvidemose, bestyrelsesmedlem Cross Cultures
 
'Husk, dine allerbedste venner bor i Bosnien'. Sådan stod der på engelsk i et julekort, jeg fik lige før jul fra Sarajevo. Det fik mig til at tænke tilbage på oplevelser på Balkan sidste sommer og på nogle pragtfulde mennesker, som jeg har mødt der flere gange.

 

En af dagene i august sad jeg på en lille bænk på det gamle primitive fodboldstadion i Srebrenica i Bosnien-Herzegovina og kiggede over på husene bagved, hvoraf mange var ubeboede. De var som de fleste huse i området blevet ramt af granater og fyldt med skudhuller. Det må have været et helvede her, da serbiske soldater jagede de muslimske beboere ud af deres hjem og væk fra området. På den anden side af stadion kiggede man over på de skove, hvor mange muslimske mænd og drenge var blevet ført over af soldaterne – for derinde at blive henrettede. 8000 blev dræbt i Srebrenica for 10 år siden.

Men inde på græsset på stadion var der alligevel latter og smil. Mere end 200 børn – såvel piger som drenge - af både muslimsk og serbisk oprindelse havde det herligt. De var på en ugelang fodboldskole. At muslimske og serbiske børn sådan kan lege med hinanden er et mirakel som vil freden.

Når man rejser i Bosnien - eller i hele taget på Balkan – oplever man, at spændingerne stadig er meget store. Det er ganske vist kun få mennesker, der ønsker krig, men der skal også kun få til at få det hele til at bryde ud igen. Derfor vil der også gå mange år før, end EUFOR -styrkerne bør trækkes hjem.

Det er vanskeligt at forsone sig med mennesker, der har fordrevet folk fra deres hjem, myrdet og pint andre. Der er kommet ar på sjælen, der aldrig vil læges – højst gemmes.

Nogle dage efter mit besøg i Srebrenica talte jeg med nogle mennesker ude i Mostar. De troede slet ikke på, at det nogensinde ville lykkes at få de etniske grupper til at leve fredeligt sammen i dette område igen.
På den baggrund var børnenes smil og latter i Srebrenica noget, der skal holdes fast i. Børnene er nøglen til fremtiden på Balkan. De vil gerne ud på fodboldbanen og lege sammen med andre etniske børn. Børnene tænker ikke på om de modtager en aflevering fra en muslim, en serber, en makedoner eller kroat – de spiller bare. På fodboldskolerne altid på blandede hold.

 

Anderledes f.eks. med de voksne, hvor de fleste klubber er etnisk opdelte. Enkelte klubber er dog så langt fremme, at der kan være medlemmer med forskellig etnisk oprindelse i samme klub, men så forekommer det ofte, at de etniske grupper træner på hver sin banehalvdel.

Børnene havde det rart sammen på fodboldskolen i Srebrenica. Det havde de også på fodboldskolen i nærheden af Split i Kroatien, som jeg besøgte nogle dage senere. Serbiske flygtningebørn hyggede sig her med kroatiske børn. Efter skolen har de børn en helt anden og bedre forståelse af hinanden. 'Vi føler virkelig, at dette arbejde giver håb om fremtiden', sagde de kroatiske og serbiske ledere. 'Sig derhjemme, at I ikke må svigte os – at I ikke må svigte børnene på Balkan', var det sidste min tolk, Irena sagde, inden jeg denne gang rejste hjem. Det Balkan har brug for er børn, der smiler og leger sammen.